Sidder i stuen og ser “dårligt” fjernsyn. En vidunderlig film, som jeg lige faldt ind i, og som foregik i den kinesiske indvandrerkoloni i New York, er lige sluttet, men nu er der ikke noget fornuftigt at se på.
Vinden river i hele huset og der er masse lyde i huset, som jeg er på vagt overfor. Jeg kan slet ikke finde ro. Min krop har det ad h… til og jeg er ked. Jeg ved ikke præcis, hvad det er, men jeg arbejder på det og så må natten jo gå.
Ellers forsøger jeg jo at skrive her om de gode ting i livet, men måske der en gang imellem kan være plads til lidt suk.

Nu skal jeg i gang med at tage julepynten ned igen og det er egentlig lige så hyggeligt, som når jeg tager det frem. Det eneste negative ved det er, at jeg må skubbe nogle af de andre ting, jeg gerne ville have lavet i huset, endnu længere fremad.
Jeg tror, det påvirker mig en del, at jeg fik besked om, at der skal renoveres så meget i huset – på grund af fugtproblemer og skimmel – at vi skal genhuses. Jeg er allerede i gang med – i tankerne – at spekulere på, hvordan jeg skal komme gennem det, men det kommer jeg jo, så det er tosset, at tankerne sådan summer i mit hovede.
Det kan selvfølgelig også have en betydning, at jeg har fået lidt sukker her i julen! Det smagte rigtigt godt, men jeg mærker det i min krop og har ikke rigtigt fået styr på endnu, hvordan det påvirker sådan helt.
Her i februar skal jeg starte på malekursus ude i Kunstforeningens hus og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med det. Jeg har sat mig for at spørge om at lære at male portræt. Det kunne da være sjovt at lære.
Hm, der er knap 2 timer til jeg skal have morgenmad, så det bliver vist ikke i denne omgang, jeg får sovet, for jeg er slet ikke parat. Tror jeg sætter en film på og tager det roligt, mens jeg venter på, at vinden lægger sig.

Advertisements