På teknisk forvaltning (eller sådan noget) her i Ishøj, har de været så opfindsomme, at de mente, de almindelige færdselsregler nok også kunne bruges på vores cykelstier, så der er stop-skilte, optrukne linier og – – – DA DA DAAA hajtænder – – – JUBIII (Confetti affyres), hvor det skønnes at være regulerende for trafikken. God ide – altså!

Se, nu er det sådan, at jeg ofte har bemærket, at jeg er blevet kigget lidt nysgerrigt på, fordi jeg faktisk standser, når der er hajtænder, viser af, når jeg skal dreje og andre løjerlige handlinger, så engang imellem må jeg tilstå, at jeg faktisk har taget mig selv i at standse og/eller give tegn og gjort som de andre trafikanter og bare kørt afsted! Dum ide, kan jeg nu fortælle, fordi:

Igår var der en dame, der gjorde som “alle de andre” – (hvem det så er?) og MENS hun fortsatte med uformindsket fart frem over hajtænderne, så hun til sin højre side, drejede cyklen til venstre ud på den sti, Johanne og jeg kom kørende på, så da hun nåede til at se til venstre …

da var det for sent!

Hun kørte lige ind i mig og landede ovenpå min overkrop og min stol landede ovenpå min underkrop! AV.  – men da jeg har føleforstyrrelser, kunne jeg ikke mærke, om der var noget “galt”, kun at det gjorde meget mere ondt end til dagligt, og de, der standsede for at hjælpe turde så ikke andet, end at ringe efter en ambulance og få mig afsted til et eftersyn på skadestuen. Johanne var kørt til siden og kom ikke noget til heldigvis.

Johanne og jeg var hjemme 6 timer senere. Ingen brukne knogler, men jeg er godt forslået og med en fod, der ikke fungerer – sandsynligvis let forstuvet eller mast under vognen, men det er svært at bedømme, hvad der gør så ondt i den, andet end jeg ikke kan bruge den ordentligt lige pt. Det skal nok gå, men hold kæft, hvor er det altså træls! Og hvor gør det ondt (hvis jeg ikke har nævnt det før, skulle det lige med nu for at tydeliggøre billedet). ^_^

Nu var jeg ellers lige så godt i gang med at møblere om og rydde det op i ting i al-rummet, der har ligget/stået og samlet støv i det sidste år, men Universet vil altså hellere, at jeg holder mig lidt i ro. ØV. Røvtur på økonomi-klasse.

Så nu ser vi gyser-film, drikker te, tager Kodein (HAR spurgt læge til råds) og tripper lidt. Vi har hver vores computer på hver vores maver. Johanne har pop-corn, her er koldt ad h… til selvom varmen er skruet helt op, så det kan godt være, jeg alligevel skal låne den varme-kanon, jeg fik tilbud om tidligere idag. Nu må vi se.

De er lige kravlet ned i nogle huler og har opdaget, de har taget kort over en anden hule med sig, udover, at de finder blodige klo-aftryk i klippen og tusindvis af flagermus flyver om ørerne på dem. Ganske hyggeligt gys egentlig. Tror lige, jeg ser med på den, så jeg kan sove godt på et eller andet tidspunkt. Nu er der en, der er ved at sidde fast og hulen styrter lidt sammen og … hyggeligt. Prøver lige at forhandle mig til lidt pop-corn, ellers skal jeg ud og lave flere, og jeg orker ikke at rejse mig mere idag.

Heldigt, der ikke skete mere, når nu det skulle ske, at ulykken var ude. Godt med lidt held! Nu mangler jeg at checke min Lotto!

Advertisements