michaelNår min tid kommer

glem det jeg gjorde forkert

hjælp mig at der tilbage bliver

en grund til at blive savnet

Bliv ikke vred på mig

når du føler dig tom indeni

bevar mig i erindring

– udelad alt andet!

Frit oversat ovenfor fra engelsk, er teksten fra et omkvæd i en sang af en gruppe, der hedder Linkin Park og som med en noget rå tone i musikken, forsøger at sætte “de gamle” uden for, ganske som rock, punk, new age og hvad der ellers har været/er af retninger altid har fået skyld for af generationerne før dem. Jeg kender jævnaldrende, som bestemt ikke kunne tænke sig at være med på en lytter af det nymodens bras, men jeg håber da, at det kan blive mere og mere almindeligt, at generationerne ikke behøver at være så fremmedgjorte overfor hinandens musik, at der går så meget nydelse til spilde!

De unge er faktisk ret skrappe til at bruge musik og tekster fra tidligere tiders musik, så den vej er der altså åbent, men jeg får altså også en god respons på, at jeg er i stand til at følge med Johanne ind i hendes univers sådan rent musikalsk. Sidegevinsten er så, at vi på den måde ofte får talt om andre og mere alvorlige emner, der ellers ikke er så nemme at få taget hul på med en teenager.

Det er min egen skyld! Jeg blev på et tidspunkt bekymret for, at den musikretning og/eller kunstner, Johanne mente var “fed” (mest hvis nogen af de store i skolen mente det), var noget anarkistisk bavl, sexistisk og voldeligt. Derfor bad jeg hende huske at lytte til ordene, der blev sunget og det har hun gjort lige siden.

Samtidig har jeg så selv sørget for, at den musik, der er fremme i tiden (indimellem har jeg været forud for Johanne), har jeg hørt og dannet mig en mening om, men det gør, at jeg også hører efter teksterne og så giver det nogle positive overraskelser ind imellem.

F.eks. at jeg skulle blive ret vild med lyrik! Efter at den danske folkeskole gennem 10-11 år lagde et stort arbejde i, at jeg skulle få kvalme, hver gang noget blev betegnet som Lyrik, er det overraskende for mig, at det faktisk er muligt at lytte til teksterne som lyriske og endda finde en mening i nogle af dem – uden kvalme.

Når så hertil kommer, at jeg for tiden har tankerne kørende om mennesker, jeg holder af, og som oplever sygdom og har døden tæt på, og at jeg skal lære Johanne at forholde sig til de ting på en sund måde, gør en tekst som den ovenfor et stort indtryk på mig og er en stor hjælp for os begge. Der er selvfølgelig tonsvis af lyrik på markedet, som behandler de store spørgsmål i menneske-livet, men det overraskede mig, at jeg skulle møde det så fint hos sådan en flok balje-bankere, som denne gruppe ville være blevet betegnet af min morfar.

Advertisements