Sikke en forskrækkelse!

Lige kort fortalt, blev jeg indlagt akut lørdag d. 14. på hjerteafdelingen på Glostrup. Det var hjertet, der flimrede så meget, at jeg i de sidste 14 dage havde haft svært ved at få det godt igen, når jeg havde haft et af de “black-outs”, jeg tidligere har omtalt, og som lægen foreslog, kunne være hjernen, der blev overbelastet af mine smerter, så den en gang imellem sagde fra.

Nu viser det sig, at det var noget, der hedder Ventrikulær Takykardi  ( læs mere her, hvis det har interesse: http://www.hjerteforeningen.dk/sw5643.asp ), som er livstruende! Hvert Black-out, jeg har haft, har indebåret en risiko og det blev jeg først forskrækket og bange for, men nu er jeg så glad for, at det gik godt.

NEJ hold nu op, det er da ikke så slemt. Kom nu og slap lige lidt af.

ja, og det har jeg gjort i et år, for det lød jo logisk, at det var mine smerter, der jo kan give mange forskellige gener. Jeg var helt enig med lægen, men her i efter-forløbet synes jeg så også, at da jeg jo ikke er læge selv (hihi, selvom jeg nogen gange ved pænt meget) skulle det måske være undersøgt lidt nærmere, allerede da jeg første gang beskrev mine “black-outs” for lægen???

Ok, nu er jeg hjemme. Har fået brændt 4 steder i hjertet for at få de celler væk, der gav de forkerte signaler og skal nu se at vænne mig til ikke at have de ekstra hjerteslag og måske endda få det bedre!

Det gør VILDT ondt og følelserne skal på plads omkring det, men det skal nok gå, for jeg har en masse hjælp fra venner og familie og så har jeg ikke engang bedt alle de, jeg kender, om hjælp endnu.

Jeg har virkelig et stort net-værk og jeg har nu indset, hvor rig og heldig, jeg i virkeligheden er. Det gør mig meget taknemmelig og ydmyg, men jeg begynder samtidig at tænke meget over at formulere mine behov meget klart, så jeg kan få den mest hensigtsmæssige hjælp på den bedste måde, men også så den, jeg spørger om hjælp, kan få en mulighed for at give klar besked om det er muligt/belejligt eller om det skal være på et andet tidspunkt eller måske en anden, jeg skal spørge. Det glider lige nu i olie, kan jeg godt se.

Nu lægger jeg mig igen ned, for jeg har siddet nok og vil have en god nats søvn – håber jeg. Det kniber stadig med den del, men jeg tror på, det kan ændres. Faktisk begynder jeg at tro på mere nu, end jeg gjorde før – sådan generelt. Sjovt ikke?

Advertisements