Hvorfor fik vi pludselig en kanin? Jamen hun er yndig og jeg er fuldstændig faldet for hende! Og så kan vi have hende udenfor i et bur i haven, men det var en lidt snirklet vej, der førte til, at vi fik hende. kaninburet

Det var jo sådan, at Johanne havde spurgt, om ikke vi kunne få en kanin? Da det er et pelsdyr, var mine protester store over at skulle have dyret herhjemme, men kaninerne ude på Bredekærgård, som hun var med til at passe, stod jo ude hele året, så vi kunne vel have en udendørs i haven? Og niks, sagde mor, men så fik Johanne lige en dårlig ryg på sommerlejren i år og det fik mig til at blegne! og planerne skulle lægges om for at fritiden rakte bedre.

Det er ikke helt klart for mig, om Johanne også så problemer i horisonten, men resten af sommerferien havde hun vældig “travlt” med at hitte ud af, hvordan hun kunne beholde sin kanin – for det viste sig jo, at hun gerne ville beholde præcis den, hun passede på gården, og hun fik så talt med personalet derude, som fortalte hende, at hun da godt kunne købe den. – og på gården, havde de et bur stående, som ikke mere skulle bruges, og ovenikøbet kunne leveres hjem til os og for næsten ingen penge!

Problemet var, at Johanne, efter sommerens forskrækkelse, skulle til at gå til noget rygtræning, så hun måske kan undgå at udvikle en skade i det lange løb og det var nu et spørgsmål om at finde tid i hendes skema, som kunne omfatte både den kanin, som hun passede ude på Bredekærgård, og som hun ville være frygtelig ked af at skulle undvære, og samtidig også omfatte blokfløjten, som hun er god til at spille på og FDF, som er hendes afslapning og belønning for at passe sin astma; jeg fik helt stress på hendes vegne, men det “arbejde” Johanne havde lavet på gården gjorde, at det hele passede så godt sammen mht. til at få kaninen herhjem, at jeg altså ligefrem måtte spørge hendes FDF-ledere og Fysioterapeuten på Astmalejren, om det nu også var rigtigt, at hendes ryg havde givet problemer, men den er altså god nok, det var virkeligt. Det var bare næsten ikke til at tro, at det kunne komme til at ende så godt for os begge, at Johanne kunne få den ene “tidsrøver” – nemlig turen ud til Bredekærgård flere gange om ugen – ud af sit skema og samtidig få sit ønske om at få kaninen herhjem opfyldt.

Snuske, er en virkelig bedårende lille pelsklump, som bliver mere og mere fortrolig med at være her og derfor bliver en større og større fornøjelse at omgås. Starten på hendes liv var ellers ikke særlig opløftende, for der var noget med et barn, der ikke havde haft forstand på at passe en kanin og de andre børn havde set, hvordan kaninen var blevet smidt rundt med og nærmest mishandlet flere gange og de havde fået de voksne på gården til at tage affære, men dyret var blevet meget sky og bange, da Johanne overtog pasningen af hende ude på gården og udover adskillige stykker tøj, der blev bidt i stykker, så bed den også Johanne flere gange i starten.

Fornøjelsen ved at se, hvordan Johanne tager det alvorligt, at det er en hjælpeløs skabning, som hun har sat sig for at give et godt liv er ubetalelig. Vi hjælpes ad, så godt jeg kan være til hjælp, men jeg er jo stadig allergisk, så nærmere kontakt med kaninen kan jeg ikke have uden at skulle tage en masse medicin, og det ved Johanne, så hun står tidligere op om morgenen end før og sætter god tid af hver dag til at kæle og passe dyret. Al respekt til Johanne for det.

For min del: som barn havde jeg hund(e). 2 gange prøvede min mor og hendes mand at skaffe hund og begge gange schæfere, men desværre lykkedes det ikke at få lov at beholde hundene mere end ca. 1 år ad gangen, men så var der min mormors skønne hund(e) at trøste sig med. Da så Irli, Fleming og jeg havde haft bofællesskab et stykke tid fik vi en kat, som blev et elsket medlem af familien igennem 5 år, men fordi jeg udviklede allergi overfor pelsdyr – desværre generelt – har jeg ikke haft fornøjelsen af at kunnet holde kæledyr efter det – – – – altså lige indtil vi kunne få Snuske.

Spøjst som livet altså går! Og igen var det et stort ønske, der var blevet “sendt ud”, og som gik i opfyldelse, men det var da snirklet, ikke?

Advertisements