Så skete der pludselig noget, for Mor her gik i gang med at lægge tæpper sammen og stille en masse spørgsmål i retning af: “Hvad med det her?”, “Hvad skal det her?”, “Hvor skal det her hen?” og Vupti – 30 minutter senere er værelset bare i orden! Herligt og jeg tror ikke, Johanne gider have mig rendende en anden gang, for jeg var OVER-nysgerrig og det var altså ret pinligt for hende!!! ;-D Hun er endelig blevet for stor til, at have en mor til at rydde op og snuse rundt i sine sager. YES! det var nemlig hendes værelse, det gik ud over!

Det var det lille mirakel, men ellers har de seneste dage stået og ventet på en svær beslutning, som dog er blevet noget lettere efter at både farmor og onkel bakker op om, at det kan være det rigtige, jeg er i gang med at overveje:

Et kursus til hver af os her efter noget, der hedder Silva-metoden. http://www.silvametoden.dk

For at kunne tackle min smerter, som ikke er blevet mindre med tiden – snarere tværtimod – så ville det være hensigtsmæssigt at lære en bedre teknik, end den jeg bruger nu, som udelukkende går på det, jeg lærte på Smerteklinikken i sin tid, nemlig at leve med smerten som en uomvendelig størrelse, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Kirsten har så husket mig på, at tanker og følelser har meget stor indflydelse på, hvad der sker i kroppen – altså rent fysisk. Derfor kan jeg lære ikke at påvirke kroppen unødigt f.eks. med angst o.lign., ved at jeg lærer at tænke på en anden måde, end den jeg har lært i de forløbne år.

Der findes så altså et sted, som kan give den undervisning, der kan vende den måde, jeg – og faktisk også Johanne – tænker på, således at vi hver for sig kan ændre den måde, vi påvirker os selv på og således kan jeg så få et anderledes liv, selvom jeg ikke kan GØRE noget ved mine smerter! Og Johanne kan lære, at hun ved at tænke anderledes, kan lade sig påvirke på en bedre måde af sine omgivelser.

Og hvorfor nu det: JO, der er 2 ting, jeg er meget bange for i mit liv her og nu:

Den ene er, når den dag kommer, hvor jeg skal sidde i min kørestol, fordi jeg ikke KAN komme ud af den. Nu er det sådan, at jeg ved, at hvis jeg bruger min kørestol så meget som muligt i hverdagen, så kan jeg have længere tid af dagen, hvor jeg er klar i hovedet og længere tid aktiv og ude af sengen, men det er jo ikke altid, det er til at holde ud, så jeg laver ting, der foregår ude af stolen, såvel som ude af sengen, og prøver at få beriget mit liv lidt – men også lidt i trods, tror jeg.

Den anden ting, jeg er bange for er, hvis jeg ikke kan bevare en god kontakt til Johanne og derfor ikke kan være den der – efter min egen mening – har den bedste indflydelse på hende. Jeg er jo langt fra den eneste indflydelse, Johanne påvirkes af, men det ville jo være rart, hvis jeg kunne være en, hun kunne stole på var den, der kun vil hende det allerbedste. Og hvis jeg så i mellemtiden også havde lært at have en bedre måde at tænke på, kunne det jo være, at min indflydelse virkelig var den bedste for hende, indtil den dag hun har skabt sig sit eget liv og færdiggjort sin identitet som et voksent menneske.

Så derfor var det, at jeg talte jeg med Kirsten om min angst og hun fortalte mig så om det kursus, som hun og flere andre hun kender, har deltaget i.

Det bedste ved Silva-kurserne er, at når jeg een gang har betalt for kurset, så kan jeg når som helst deltage i et kursus fremover – og hvorsomhelst også, uden at skulle betale igen. Kurserne koster 2.750 kr. for hver af os (jeg håber, jeg også får pensionistrabat for Johanne) og det er jeg nu på jagt efter at kunne fremskaffe! Så alle ideer, der kan fremme projektet, er velkomne!

Advertisements