Min kusine fik fat i mig igår for at fortælle, at mormor nu er død efter lang tids sygdom. Det er mange år siden, hun blev ramt af sygdom første gang og det er kun et år siden, hun fortalte mig, at nu syntes hun ikke, det var så rart mere at være her, for der var så meget, hun ikke kunne nyde mere i livet. Men det var kun, hvad hun sagde til mig og jeg havde ikke kontakt med hende her til sidst.

Jeg husker mormor for de dejlige somre, jeg tilbragte hos hende og morfar. Her fik jeg alt muligt sjovt at spise – chocolade-suppe med flødeskum var en af mine favoritter, når jeg ankom om sommeren. Frugtgrød med fløde, frisk fisk med nyopgravede kartofler. Uhm.

Der var rare lyde i deres huse:

* Uret på væggen, som jeg troede var meget fint, men som morfar selv havde flikket kassen sammen om værket til v.hj.a. gamle stoleben og diverse stykker træ fra lossepladsen eller gemmerne ude bag værkstedet.

* Fra loftet, hvor der ikke kunne være nogen, men det var der alligevel, syntes jeg, og så i det andet hus, de købte i Kisserup på Tuse Næs, hvor der VAR et loft, men der var direkte adgang til stråtaget indefra og der var så mange edderkopper, at jeg kunne høre dem trampe rundt i stråene.

* Musene gnavede og efterlod lort i skabene, hvor der også var dåser med mandariner, som jeg spiste flittigt- mandarinerne altså- selvom jeg ikke måtte!

Ude i den kæmpestore have i Kisserup slog vi børn solsenge op og lå med tæpper (i steghede!) og puder og læste gamle ugeblade. Det var elendigt, når bladene ikke var der alle sammen i en serie, så jeg ikke fik slutningen af en elendig roman-følgeton. Men Hey, det var sommer. Morfar fik mig til at slå græs -der var godt nok meget af det – og mormor blev sur, når han spiste os unger af med en femmer for arbejdet, men vi hoppede i mange gange. Mormor lærte mig at løse krydsord og spille Canasta.

En sommer stjal jeg penge fra mormors sparegris og det opdagede hun selvfølgelig! Kors, hvor hun blev sur! Hun fortalte mig, hvor elendige mennesker er, der stjæler fra andre og jeg har aldrig stjålet noget siden, så hun sagde åbenbart de rigtige ting.

Jeg var ikke ret gammel, da jeg begyndte at låne hendes cykel. Den var så stor, at jeg ikke kunne sidde på den, men måtte stå op. Der var bare for langt til Is-kiosken, som var et lille skur, der lå et godt stykke ude ad vejen mod Løserup, tror jeg det hed. Det var jo før der var noget, der hed trafiksikkerhed, cykelhjelme og den slags. Det var jo også dengang, der var klatrestativer i metal bestående af en masse firkanter, som vi så kunne falde ned fra og slå os gevaldigt. Utroligt vores generation overlevede – men det var et sidespring.

Sådan en opringning kan sætte tankerne igang om tiden før nu!

– Og heldigvis havde jeg fået talt med mormor, så der ikke var nogle løse ender mellem os, for det er jo det værste, når nogen dør – hvis der er løse ender! Nu er tankerne gode og skulle der dukke ikke så hyggelige minder op, bliver de sendt videre til glemslen, for de har ikke betydning mere.

– Og mormor nåede at møde min datter. Det var dejligt og de talte indimellem sammen via telefon, ligesom mormor sendte kort når der var fødselsdag og jul – de sidste gange havde hun hjælp til det, men Johanne blev alligevel glad og så ringede hun til sin oldemor for at sige tak, for det var ikke til for hende at læse breve eller kort.

Jeg glæder mig til at få billeder, som min kusine sender mig, når de er sorteret.

Advertisements